Mens jeg lå dér, blodig, svedig, træt og lykkelig, spurgte jeg min jordemoder, om mine forældre måtte komme ind.. De stod nemlig ude på gangen og ventede pænt. Ind kom de og jeg glemmer aldrig det øjeblik.. Øjeblikket, hvor mine forældre – dem som har lært mig det meste om livet på godt og ondt – kom ind på stuen og mødte deres barnebarn for første gang. Hold kæft, hvor var det ubeskriveligt.. Min far, som altid har sagt, at babyer ikke interesserede ham en skid – græd han? Ja! Var og er han fuldstændig forgabt i Olivia? Ja! Og min mor… Min kære, rummelige mor. Som kunne se lykken i vores øjne, men måske også et strejf af usikkerhed...

Jeg var pænt fucking træt, da jeg for fjerde dag i træk, traskede op af de (mega) lange gange på Hvidovre hospital, med kurs mod fødemodtagelsen. Jeg var blevet sat i gang 3 dage før og var så stopfyldt med Angusta piller, at man skulle tro det var løgn. Min bækkenløsning var gået fra smertefuld til ubærlig og jeg var grædefærdig… Nu ville jeg bare have det barn ud! Så da jordemoderen (nummer 14 den uge) meddelte mig, at hun ville have taget mit vand, men pga. sygdom blandt personalet, ville det ikke kunne lade sig gøre –  ja, der eksploderede jeg indeni. Det kunne åbenbart ses, for da hun forlod stuen, for at komme igen 2 minutter senere, var...

Som bloggens navn indikerer, vil udgangspunktet og det altoverskyggende emne her altid være, at jeg er (blevet) mor. Og hvorfor så et så trivielt og ikke særlig anderledes emne? Jeg mener, folk får børn hver eneste dag, så der kan vel ikke være særlig meget kød på det emne? Mjaaah.. Både ja og nej. Da jeg blev mor, blev jeg så meget mere.. Mere bekymret, mere følsom, mere opmærksom, mere usikker, mere principfast, mere træt. Og frem for alt – fyldt op med en kærlighed så enorm, at det stadig er lidt skræmmende. Pludselig har man ansvaret for et lille, forsvarsløst barn, som kræver ens omsorg og kærlighed døgnet rundt. Helt grundlæggende, kommer ens egne, basale behov ikke længere i...