“Du skulle blive forfatter”, sagde min mormor til mig, da jeg gik i 2-3. klasse og kom hjem med et digt, som jeg havde fået meget ros for, af min dansklærer. Allerede fra jeg var ganske ung, har jeg altså haft lyst til at skrive. Senere i folkeskolen, var jeg i praktik som journalist, på den lokale avis, hvor jeg fik lov til at skrive flere små og store artikler. Som helt ny teenager, var jeg ganske aktiv på de sociale medier – og mine tekster var altid kilometer lange. I dag afspejles min skiveglæde på Facebook, Instagram og når jeg skal skrive mails og forældrebreve i mit daglige arbejde. Men det er ikke rigtig nok.. Jeg har meget på hjerte og har aldrig kunne fatte mig i korthed. Derfor har jeg nu startet dette kapitel – min krog i cyperspace, hvor jeg kan sætte ord på stort og småt. Det vil med alt sandsynlighed handle allermest om det, at jeg er blevet mor til en dejlig pige i januar 2016 – og dets glæder og udfordringer. For udfordringer er der masser af, når man pludselig står med sådan en lille lort i armene. Ammeproblemer, maveproblemer, soveproblemer – for ikke at snakke om en jungle uden lige, når barnet skal have modermælkserstatning, grød, mos og senere mad. Ydermere skal man også lige lære livet at kende på ny – for alt bliver vendt op og ned, når man bliver forældre. Men livet byder jo også på andre ting end bleskift, spaghetti på glas, stress over at ens barn ikke har alt det moderigtige tøj og interiør og billeder på telefonenen af babys lort x 400

Fx er jeg på evig jagt efter et lavere BMI og mindre slapt kød. Jeg drømmer om at bo større og pænere – men hvordan pakker man rod væk i en lillebitte 2-værelses lejlighed, når man har en baby og for få timer i døgnet? Og hvorfor tjener pædagoger så lidt, når vi har ansvaret for det mest uvurderlige der findes? Der er mange ting, som fylder i mit trivielle husmorliv.

Bloggen her, vil altså være et af de steder, hvor jeg kan reflektere over og sætte ord på noget af det, som jeg går og spekulerer på. Der er ikke noget der er for småt til at blive nævnt, her i mit lille univers. Kort sagt: her kan du følge med i alt fra vægttab – til bekymringerne som følger med, når man er nogens mor – til tanker omkring samfundstendenser og livet som en fattig pædagog… Og alt derimellem.

Velkommen indenfor

Kærligst,
Jacqueline