Da jeg blev mor til Olivia – indledende tanker

Som bloggens navn indikerer, vil udgangspunktet og det altoverskyggende emne her altid være, at jeg er (blevet) mor. Og hvorfor så et så trivielt og ikke særlig anderledes emne? Jeg mener, folk får børn hver eneste dag, så der kan vel ikke være særlig meget kød på det emne? Mjaaah.. Både ja og nej.

Da jeg blev mor, blev jeg så meget mere.. Mere bekymret, mere følsom, mere opmærksom, mere usikker, mere principfast, mere træt. Og frem for alt – fyldt op med en kærlighed så enorm, at det stadig er lidt skræmmende. Pludselig har man ansvaret for et lille, forsvarsløst barn, som kræver ens omsorg og kærlighed døgnet rundt. Helt grundlæggende, kommer ens egne, basale behov ikke længere i første række. Du skulle bare vide, hvor mange gange jeg har klemt røvballerne sammen og lavet en sutteflaske, fodret baby, sunget vuggevise, lullet skrigende baby i mine arme – alt imens jeg var ved at skide i bukserne. Og ærlig talt? Havde situationen krævet det, så måtte jeg altså bare skide i bukserne, så længe min baby var tilfreds og stoppede med at skrige.

Det er benhårdt at blive mor og da jeg blev det, stod jeg pludselig med 10.000 spørgsmål om ting, som jeg ikke ANEDE kunne skabe bekymring og usikerhed. Fx hvor meget sådan en størrelse skal spise, skide og sove. Det er ikke kun et spørgsmål om, OM baby skider.. Men også hvor meget, hvor lidt, hvor ofte, hvilken farve, hvilken konsistens – og før man ved af det, har man 17 billeder liggende på telefonen, af sin babys lort fra 6 forskellige vinkler. Var det dét man regnede med, da man stod og tog selfies i spejlet’, som førstegangs gravid, i 8. måned? I think not.

Hvad regnede man så egentlig med? Man regnede måske med, at man ville få en blød, velduftende kærlighedsklump, som var veltilpas, blev ammet, sov nogle lange lure – måske mens moren drak café latte på Baresso imens. Men hvad helvede stiller man så op, når ens barn ikke sover, skriger højere end alle andre babyer og ingenting blev som man forventede?