Da jeg blev mor til Olivia – del 1

Jeg var pænt fucking træt, da jeg for fjerde dag i træk, traskede op af de (mega) lange gange på Hvidovre hospital, med kurs mod fødemodtagelsen. Jeg var blevet sat i gang 3 dage før og var så stopfyldt med Angusta piller, at man skulle tro det var løgn. Min bækkenløsning var gået fra smertefuld til ubærlig og jeg var grædefærdig… Nu ville jeg bare have det barn ud! Så da jordemoderen (nummer 14 den uge) meddelte mig, at hun ville have taget mit vand, men pga. sygdom blandt personalet, ville det ikke kunne lade sig gøre –  ja, der eksploderede jeg indeni. Det kunne åbenbart ses, for da hun forlod stuen, for at komme igen 2 minutter senere, var det med beskeden om, at “nu tager vi sgu det vand. Kom, op på briksen – jeg har fri om 5 minutter”. Jeg kunne ha’ kysset hende!

Nu var ventetiden pludselig overskuelig, men samtidig følte jeg mig også mere nervøs end tidligere i graviditeten. For nu skulle hun jo fødes.. Nu kunne jeg ligesom ikke rigtig fortryde, vel? Vandet blev taget klokken 15 – klokken 16 var mine veer ulidelige! Der var ikke plads på fødegangen, så jeg lå på fødemodtagelsen i hvad der føles som uendelige tider.. Og på stuerne omkring os, kunne jeg høre den ene unge efter den anden, se dagens lys for første gang. Rørende, hvis man altså ikke selv var ved at begå mord, pga. smerter og en kæreste, som syntes at det var tid til selfies og chokoladekiks… Og som syntes at HAN var træt. Idiot.

Omkring klokken 22 blev der plads på fødegangen og vi blev overflyttet. Jeg havde på det tidspunkt endnu ikke fået smertestillende, da mit blodtryk var for højt til nogen former for præperater. Der var vagtskifte og ind ad døren kom, gik jeg ud fra, en eller anden jordemoder praktikant. I mit smetehelvede konstaterede jeg i hvert fald, at damen (pigen!) der præsenterede sig selv, var alt for ung til at være min jordemoder. Hun var jo kun et barn! … Det skulle senere vise sig, at jeg måtte æde mine ord (eller tanker), for hun var den mest rummelige og betænksomme jordemoder, som jeg overhovedet kunne ønske mig. “Pigen” besluttede, at jeg skulle have en epiduralblokade, da mine smerter var for voldsomme og samtidig kunne være med til at sænke mit blodtryk. Hun fik anæstesilægen op på stuen og fik ham til at lægge epiduralen, eller.. Den stakkels mand forsøgte. Et velsagtens venligt og muntert menneske, kom ind på stuen omkring midnat og forsøgte sig – ikke én eller to, men TRE gange – at bedøve mig.. Stikke nåle i rygsøjlen, så min stakkels kæreste (jo, jo – det var altså ham der var staklen) var ved at blive dårlig. Det lykkedes ikke og jeg sagde til min søde, unge jordemoder, at “det sgu også var fucking ligemeget. Jeg måtte jo bare nappe en urfødsel”.

5 1/2 times presseveer, fire forskellige stillinger og mange, mange, mange bandeord senere, joinede min lillesøster festen. Hun skulle være med, når Olivia kom til verden og hun nåede det lige.. Hun nåede at stå på min ene side, mens Thomas var ved min anden side – de holdte hver især et ben og en arm og heppede på mig, mens jeg cirka 10.000 gange råbte, at det gjorde MOTHERFUCKER OOOOOOOOOONDT. På et tidspunkt hviskede min søster, “Jacqueline, jeg kan se hendes hår. Hun er her lige om lidt. Kom så, søsser”. Jeg kiggede på Thomas en sidste gang, inden vores liv for altid ville blive forandret – og så brugte jeg den sidste presseve på at skubbe hende ud. Jeg kunne ikke høre hende græde, som jeg havde hørt de andre babyer, så jeg blev panisk og spurgte hvorfor hun ikke skreg. Verdens sødeste jordemoder rakte mig mit barn og beroligede mig, “hun grønter og er helt perfekt. Tillykke!”.

Mit hjerte sprang et slag over. Alle de søvnløse nætter og ulidelige dage med bækkenløsning, mine spekulationer og bekymringer for, om vi ville komme i mål – om vi virkelig ville få et barn med hjem denne gang og de sidste 15 timer med veer.. Det hele var ligemeget. Pisse irrelevant. Olivia var hos os. 3365 gram, 52 cm – hun blev født torsdag den 28. januar, en kold vintermorgen kl. 6.17. Hun var helt perfekt. Thomas fortæller stadig om det øjeblik, hvor han ikke længere kunne holde tårerne tilbage, da jeg lå med vores datter i armene og hviskede hæst, “hej skat. Hej”.