Da jeg blev mor til Olivia – del 2

Mens jeg lå dér, blodig, svedig, træt og lykkelig, spurgte jeg min jordemoder, om mine forældre måtte komme ind.. De stod nemlig ude på gangen og ventede pænt. Ind kom de og jeg glemmer aldrig det øjeblik.. Øjeblikket, hvor mine forældre – dem som har lært mig det meste om livet på godt og ondt – kom ind på stuen og mødte deres barnebarn for første gang. Hold kæft, hvor var det ubeskriveligt.. Min far, som altid har sagt, at babyer ikke interesserede ham en skid – græd han? Ja! Var og er han fuldstændig forgabt i Olivia? Ja! Og min mor… Min kære, rummelige mor. Som kunne se lykken i vores øjne, men måske også et strejf af usikkerhed i mine.

For hvordan fanden bærer man sig egentlig ad? Hvordan passer man på noget så dyrebart? En lang, hård graviditet og fødsel var nu passé, men det skulle jo vise sig, at det ikke havde været en skid hårdt i forhold til det der ventede.

Efter at være blevet lappet sammen, fået den der sexede motherfucker af en nettrusse på og jeg havde ringet rundt og meddelt Olivias ankomst, kørte mine forældre og søster hjem. Thomas skulle ud og sætte p-skiven, så et øjeblik, inden vi blev kørt på barselsgangen, var jeg helt alene med min datter. Jeg var rædselsslagen og svævede samtidig på en lyserød sky.. Tænk, hun lå lige der! Tænk, hun var min! Min datter, mit kød og blod. Hun var så lille, så fin, så smuk. Og helt uskyldig. Hun holdte om min finger og fra det øjeblik vidste jeg, at hun havde mit hjerte. Jeg var ikke længere selv herre over det.Det var for vildt. Dem der har prøvet det, ved at følelsen er ubeskrivelig og dem der ikke har: Glæd jer. I tror måske I har prøvet vanvittige ting, fordi I har dykket med hajer, sprunget i elastisk fra en bro eller andet sejt…. Nej. Fød et barn, få et barn – se dét er i sandhed syret!

Da vi kom på barselsgangen, blev vi introduceret til diverse faciliteter og rutiner og ellers var det bare at være (og ignorere følelsen af, at nogen havde rumsteret rundt i underlivet med en stavblender).. Vi fik et par besøg, gaver og faktisk helt OK mad på hospitalet. Det lyder rosenrødt og der var da også magisk. Men det var også fucking nervepirrende og hårdt. Det der amning spillede bare ikke og jeg syntes Olivia græd ret meget. Ja faktisk havde jeg hurtigt følelsen af, at hun græd lige så snart hun ikke sov. Sygeplejerskerne var virkelig søde og forsøgte alt hvad de kunne at hjælpe og berolige, men efter to dage på barselsgangen, følte jeg sgu ikke helt at, “det her har jeg styr på”. Samtidig ville jeg bare gerne hjem. I håb om at der ville komme ro på min lille familie, at jeg kunne slappe bedre af og få styr på mit grædende barn og usamarbejdsvillige babser.

Vi kom hjem lørdag aften. På det tidspunkt havde jeg ikke fået ét øjebliks søvn i syv dage. Ikke fordi jeg ikke havde muligheden, men fordi jeg ikke turde. Alt kørte rundt i hovedet på mig: Hvorfor græder hun? Hvorfor sover hun så lidt? Hvordan skulle jeg kunne sove; så kan jeg jo ikke høre, hvis hun stopper med at trække vejret? Hvorfor er Thomas’ immunforsvar så latterligt (ja, han var nemlig ramt af influenza)? Skal jeg prøve at give hende modermælkserstatning? Skal min fjamsi gøre SÅ ondt? Hvorfor sover jeg ikke bare? Hvordan gør man det her? Hvad FANDEN sker der – jeg er jo ved at blive sindssyg?!

Jeg kan ikke til fulde beskrive, hvor meget de her tanker og følelser fyldte i mig på daværende tidspunkt. Jeg var så bekymret og træt… Jeg kunne ikke overskue at se nogen, udover mine forældre og min søster. Søndag morgen ringede jeg hulkende til min mor og spurgte, om de ikke nok ville komme.. Klokken var vel 6 om morgenen og klokken 6.30 stod de der og kyssede mine tårer væk og forsøgte at rive mig ud af min onde tankespiral. De blev hele dagen.. Og jeg husker det egentlig som om, at jeg var mandsopdækket af min familie i de efterfølgende dage – efter eget ønske. For jeg var så ufattelig bange for at gøre noget forkert, for at fucke min lille, smukke pige op.

Overalt søgte jeg information om, hvad hendes gråd mon kunne skyldes.. Hvordan jeg kunne afhjælpe hendes tydelige tegn på utilfredshed. Alt imens jeg mindedes at have set veltilpasse, fredfyldte, sovende, nyfødte babyer alle steder og spekulerede på, hvad fanden der var galt med min?! Reklamationsret, HALLLLOOO?!

Ej, jeg elskede (og elsker!) min lille pige overalt på jorden.. Det var jo derfor jeg var så bekymret, ulykkelig og søvnløs. Jeg havde ikke lyst til at vise hende frem, vise verden mit ulykkelige barn.. Hvis barnet er ked af det, må det jo betyde at moren ikke er god nok, ikke? Men efter nogle dage, tog jeg alligevel hjem til min bedste veninde, som havde født 9 dage før mig og besøgte hendes lille (søde, sovende!) dreng, sammen med Olivia – og min personlige assistent, min mor – da Thomas stadig lå i sengen med slem mandeinfluenza.

Mine veninder har senere fortalt mig, at jeg lignede l-o-r-t. Jeg havde ikke sovet i fjorten dage, jeg var ikke tilstede og jeg havde en ulykkelig aura omkring mig. Fed beskrivelse af en nybagt førstegangsmor, ik? Hjemme hos min veninde, skulle jeg selvfølgelig (forsøge at) amme.. Jeg hadede det. Hverken Babs eller Nutte føltes særlig mælkefyldte og Olivia blev hysterisk og jeg blev ulykkelig og intet duede. Det var efterhånden ved at gå op for mig, at mit barn måske var sultent.. Jeg ville ærlig talt også være en lille smule fucking gnaven, hvis jeg ikke havde spist i seks dage. Da vi kørte hjem fra min veninde, kørte vi forbi Babysam og købte en brystpumpe – jeg måtte simpelthen se om, og hvor meget jeg kunne suge ud af de såkaldte “madpakker”. Resultatet var som ventet – og et eller andet sted, vel også som håbet: Jeg kunne ikke få en skid mælk ud. Hverken med den åndssvage pumpe eller ved håndkraft. Patterne var tomme, so to speak. Vi tog den eftermiddag en beslutning om, at Olivia skulle have flaske med modermælkserstatning.

Kunne jeg have kæmpet mere? Sikkert. Kunne jeg have troet mere på det? Måske. Kunne jeg have gjort noget anderledes? Det tror jeg faktisk ikke… Inden jeg blev mor, var jeg afklaret med, at hvis amningen ikke gik, så var det OK med mig. Jeg havde ikke et brændende ønske om at amme og følte ikke, at jeg ville være en dårligere mor, fordi jeg gav flaske. Men noget ændrede det… Nogle ivrige sygeplejersker på hospitalet (selvfølgelig), diverse online amme-guruer og en sundhedsplejerske, som fik det til at lyde som om at mit barn ville være i livsfare, hvis hun ikke fik min mælk. Det stressede mig.. Det stressede mig af helvedes til og jeg kunne ikke nyde mit barn, fordi jeg skulle kæmpe en tabt kamp, i følge alle de kloge, alle dem jeg lænede mig op af. Jeg græd mere af bekymring og frygt end af lykke og stolthed. Havde jeg fulgt mit hjerte, havde hun fået stukket en sutteflaske i kæften langt tidligere.. Men pludselig ville det, at opgive amning være lig med fiasko. Lige indtil min mor sagde, “Jacqueline, både din søster og dig fik flaske og det er der ikke kommet dårligt ud af. Du er ikke en dårlig mor, hvis du vælger at det er sådan det skal være for jer”. Tak mor. Min søde, dejlige mor.

Jeg glemmer aldrig min datters ansigtsudtryk, da hun fik den sutteflaske. Min baby så for første gang tilfreds ud.. Mæt. Træt. Glad. Jeg sværger på, at hun uden ord kiggede på mig og sagde, “tak mor”. Fra da af, var Olivia såkaldt flaskebarn og vi så aldrig nogensinde tilbage…